the forest

[Miraku Kuran]

Miraku gik roligt gennem skoven imens solen skinnede kraftigt på himlen. hun gik i en aldmindelig kvinde kimono som var hvid med blå snefnug broderet på ved ærmerne, halskraven og fødderne. hun smilede glad selvom hun ikke var glad for varme så nød hun altid når det var godt vejr som idag for der var masser af fugt i luften som hun kunne bruge til at holde sig dejligt kold med

[Izumi No Okuni]

Izumi kom gående gennem skoven men lignede ikke sig selv som når hun var tjenestepige langt fra, hendes hår hang løst og hun gik i en Miko's dragt for at sige sandheden kom hun faktisk fra sit arbejde i templet, og var nu på vej 'hjem' til hendes frøkens hus, hun stoppede op i en lysning og nød bare varmen imod sin hud, og skoven omkring sig, da hun jo var skovelver fandt hun faktisk skoven som sit rigtige hjem, hun lagde ikke mærke til nogen og valgte at hvile sig lidt, så hun satte sig under et træ og nød bare naturen.

[Miraku Kuran]

Miraku gik videre ganske roligt og håbede egentlig lidt der ville ske noget for hun kede sig lige nu og hun hadede nå hun kede sig. hun ville egentlig gerne have der kom nogle røvere forbi som hun kunne give nogle bank eller en som hun kunne falde i snak med

[Izumi No Okuni]

Izumi sad stadig under træet og nød bare naturen og valgte at bede en bøn til skovens ånder og satte sig der efter på knæene og bad lydløst en bøn, hun havde stadig ikke lagt mærke til noget, men efter bønnen fandt hun sin fløjte frem og begyndte stille at spille en fredelig melodi som passede til omgivelserne og dagen.

[Miraku Kuran]

Miraku hørte en fløjte lidt væk og gik i retning af melodien. hun stoppede op da hun så Izumi sidde og spille på fløjte. hun ville ikke forstyrre og bare nyde de dejlige toner

[Izumi No Okuni]

Izumi foretsatte bare og ændrede kun lidt på tonerne så melodien sådan lidt bølgede op og ned som en skov som fik et regnskyld og så der efter lidt mere munter toner og glade toner som om at solen atter skinnede på skoven, stadig havde hun ikke lagt mærke til noget eller nogen og ej heller stoppede hun sin spillen.

[Miraku Kuran]

Miraku smilede bare og nød tonerne der mindede hende om forskellige situationer med vejret. hun havde aldrig hørt sådanne melodier før så det var meget nyt for hende og hun syntes de var smukke men samtidig så hun også at Izumi var en Miko og derved en der direkte hadede dæmoner regnede hun med for Mikoer arbejdede jo i templerne ret meget og templer holdt Miraku sig langt væk fra af bitter erfaring

[Izumi No Okuni]

Izumi stoppede med at spille og sukkede svagt og så en lille fugl og tog sin finger frem og fulgen landede på hendes finger og hun sagde roligt til den "når flyvende ven, har du oplevet noget i dag?" på grund af hendes skov elver kræfter havde hun lært sig selv at snakke med og forstå dyrene, fulgen pippede en masse som svar men ingen vrede eller bange pip, det var som om den fortalte hvad den havde lavet indtil videre.

[Miraku Kuran]

Miraku smilede. hun var glad for dyr men de flygtede som regel fra hende når hun kom i nærheden da de kunne mærke hvad hun var men hun havde ikke samme intentioner som de fleste andre dæmoner tværtimod havde hun kun lyst til at sikre dæmonernes overlevese da de jo ikke ligefrem blev flere ret hurtigt

[Izumi No Okuni]

da fuglen var færdig med sin fortælling lettede den og der efter kikkede Izumi over i den retning af hvor miraku stod og sagde så "jeg ved du er der frøken så kom bare frem" hun smilte svagt og gav sig ellers der efter til at spille igen denne gang en mere sørgelig melodi men hun var ikke ked af det, men hun sørgede over at sommeren snart ville være slut og efteråret begynde.

[Miraku Kuran]

Miraku trådte frem og sagde "goddag igen" og smilede til Izumi. hun vidste ikke hvordan hendes tilstedeværelse var blevet opdaget da det krævede rimelig gode sanser men var ligeglad

[Miraku Kuran]

Miraku trådte frem og sagde "goddag igen" og smilede til Izumi. hun vidste ikke hvordan hendes tilstedeværelse var blevet opdaget da det krævede rimelig gode sanser men var ligeglad

[Izumi No Okuni]

da Izumi så hvem det var rødmede hun og kikkede automatisk ned i jorden og sagde bare stille "dav...frøken" hun kendte stadig ikke kvindens navn, det eneste hun huskede var at kvinden havde været hendes første gang...og hun var lady mizukis elskerinde.

[Miraku Kuran]

Miraku gik hen til Izumi og sagde "jeg vidste ikke at du var en Miko" hun satte sig ned lidt fra hende og smilede venligt. hun vidste ikke rigtig hvad Izumi lavede herude men det var meget rart for så slap hun for at opsøge problemer for ikke at kede sig

[Izumi No Okuni]

Izumi svarede stille "kun når jeg ikke arbejder for Nakayama-dono, så arbejder jeg i templet" hun kikkede stadig ned i jorden da deres sidste møde stadig var i hendes hukommelse og hun ville ikke lade det ske igen, hun valgte der for noget meget nemmere og tog fløjten til munden og begyndte at spille en kærlig melodi med bløde og rolige toner.