Hvem er du?

[Mihara]

Mihara sad midt i en lysning inde i skoven, hun sad midt på en sten og nød naturens brise, mod hendes hud. Hun havde den grønne kjole på, og hendes undlingsblomst i håret. Mihara så op mod himlen og solen, som skinnede kræftigt.

[Izumi No Okuni]

Izumi gik lydløst gennem skoven og havde sin bue med sig og sin katana, dog gik hun i en ganske normal hverdags mande kimono, hun stoppede op og spændte buen og sigtede på en hjort som stod lidt fra hende, hun skulle lige til at skyde men ombestemte sig så og slækkede på buen og tog pilen på plads, der efter gik hun videre stadig lydløst og hun nærmede sig lysningen.

[Mihara]

Mihara rejste sig op på stenen og kiggede lidt rundt i lysningen, det var en smuk lysning, græsset var sundt, og hun elskede bare dette sted, hun ville aldrig forlade skoven her. Hun så ud af lysning, der kom en hjort hoppende forbi hende, hun smilte lidt og satte sig ned igen på stenen.

[Izumi No Okuni]

Izumi foretsatte og stoppede så op og kikkede ud i lysningen og så en kvinde hun ikke havde set før...hun stod skjult i krattet selvom at der var efterår, og hun vidste at næste uge var hendes liv forbi, men hun ville ikke lade sig knuse ikke ad det, hun betragtede kvinden i et stykke tid, og gik så frem ad da hun var sikker på at kvinden ikke var farlig, dog gik hun roligt fremad.

[Mihara]

Mihara, hørte nogen komme nærmere, og rejste sig op. Hun vendte blikket om mod personen og så kvinden, hun gik ned fra stenen og lidt tilbage, for hun havde altid været alene, og havde opbygget en vis had til mennesker, fordi hun flere gange var blevet angrebet af dem. Hun gik tilbage for at komme væk fra lysningen.

[Izumi No Okuni]

Izumi kikkede op og man kunne se at hun var skov elver, hun betragtede kvinden og sagde så roligt "du behøver ikke frygte mig, eller hade mig frøken, jeg vil dem intet ondt" hun kunne mærke kvindens had til mennesker, og satte sig på et væltet træ et stykke fra kvinden.

[Mihara]

Mihara, sagde intet, men stoppede dog med at gå videre. En skovelver kunne hun stole på hende eller, var det hele bare en facade. Hun betragtede kvinden med et let skræmt ansigt, dog ikke helt så bange som hun var før, da hun intet vidste om hende. Hun for blev tav.

[Izumi No Okuni]

Izumi smilte et beroligne smil og lå sine vøben bag træstammen og sagde så roligt og venligt "sæt dig bare igen, som sagt vil jeg dig intet ondt" hun smilte og fandt en fløjte frem og spillede en lille melodi mens hun ventede på svar.

[Mihara]

Mihara smilte svagt, da hun begyndte at spille på fløjten, hun gik hen på stenen igen, og satte sig ned. Hun betragtede kvinden, men vidste ikke rigtig hvad hun nu skulle gøre eller sige, så hun blev siddende på stenen og sagde intet.

[Izumi No Okuni]

Izumi foretsatte med at spille melodien og betragtede bare kvinden og sagde ellers ikke noget ville lige lade hende falde lidt til ro.

[Mihara]

Mihara nød musikken, hun havde altid elsket musik, nok mest fodi hun elskede at synge, noget hun gjorde tit når hun var alene og bare nød naturen. "elsker din musik" sagde hun med en svag stemme, men stadig smuk stemme.

[Izumi No Okuni]

Izumi smilte og stoppede først da melodien var færdig og sagde så "er jeg glad for at høre frøken" hun smilte venligt og betragtede bare kvinden.

[Mihara]

Hun smilte lidt og betragtede kvinden. Hun sad stille på stenen og vidste ikke rigtig hvad der nu skulle siges, for hun var ikke van til at snakke med andre personer, end hende selv.

[Izumi No Okuni]

Izumi betragtede bare kvinden og begyndte at spille en ny melodi på fløjten.

[Mihara]

Mihara vendte blikket mod hende, lukkede øjnene, og begyndte at synge, en sang hun holdt meget af, som hun selv havde lavet. Hun plejede godt nok ikke at synge foran andre, da hun vidste hvad det betød, men det var vel kun mænd, mente. Hendes stemme var smuk og lød smuk sammen med melodien, som kvinden spillede.