Sommerdag

[harodin]

Harodin tog så endnu et kirsebær. Han syntes at de samgte utroligt dejlige og måtte være blevet plejet tit. Han smilte lidt da fuglen nød det.

[Leizha]

Leizha vendte rundt, lyttede stadig opmærksomt til alt omkring sig, da det var sjlædent hun var et sted hvor der var så mange der gik forbi.. så mange fremmede.. egentlig var dette hende helt ukendt, noget man nok ikke skulle tro sådan som hun bare vadede ind og begyndte at spise kirsebær. men hun var altid så ubekymret, lod sig ikke altid styrre af frygt for alt muligt der i sidste ende var dumt overhovedet at tænke på kunne være noget at frygte.

[harodin]

harodin satte sig ned. Han så rundt i gården, så mange folk som ahdede ham for det han havde gjort ved dem. Han var en lille smule bekymret for at det skulle gå udover leizha i sidste ende. det var typisk hvad der skete for ham, de vilel ikke gøre ham nået, men alel dem som han var tætte på.

[Leizha]

Leizha så undrende på ham, så kort rundt, men plukkede så endnu et rødt kirsebær, og satte sig på hug ved ham. "du virker bekymret? her.. spis" sagde han, ragte ham kirsebæret, havde hovedet let på skrå, og smilte venligt og varmt.

[harodin]

"det er fordi jeg har gjort dem nået på et tidspunkt og jeg tror faktisk at de vil gøve hævn på et tidspunkt, men jeg vil ikke gøe mere så for had avler kun had og krig avler kun krig" sagde han roligt mens han tog en bid af kirsebæret

[Leizha]

"du skal se, vi skal nok bare snakke med dem hvis de bliver sure.. og så løser vi det hele, og du siger du ikke ment enoget ond med det, og alle bliver glade igen" sagde Leizha med et lille mildt grin, hun var ret så ubekymret.

[harodin]

"jo på en åde kan man sige jeg emnete nået ondt dengang, men det gør jeg ikke nu, og ja det hele løsersig nok på et tidspunkt" sagde han roligt

[Leizha]

"vi skal alle være glade"sagde Leizha der kort klappede ham på hovedet, og så plukkede endnu et kirsebær.. faktummet at disse mennesker, væsner, kunne have noget imod harodin, var egentlig ikek sivete helt ind.

[harodin]

Han så på hende og sagde roligt "du er da helt ubekymret om nået overhovedet." han så på nede og tænkte '* hun er heldig at hun ikke bekymrer ssig om nået*

[Leizha]

"ikek helt.. men hvorfor bekymre sig om det harodin? hvorfor være bange, frygte krigen, hvis den slet ikke komme i nærheden af dig?" spurgte hun med hovedet let på sned "enten dør man, eller også dør man ikke.. hvis man ikke dør af krigen, kan man dø af så meget andet, eller komme til skade.. det samme med andre omkring sig.." sagde hun, og ragte ham endnu et kirsebær. "se.. hvem som helst af dem her på gårdspladsen, kan falde af hesten idag.. hver kan vælte, og slå sig slemt, eller få noget i hovedet.."

[harodin]

"det er mig som opsøgte krigen for at leve, jeg skabte had imod mig selv for dme kan jeg godt forstå at de hader mig, jeg har måse dræbt nogne af deres søner, men jeg ved hvad jeg skal gøre her" sagde han roligt

[Leizha]

"de kunne have været døde på andre måder" mumlede Leizha stile "og andre kunne have dræbt dem hvis du ikke gjorde" tilføjede hun, mest for sig selv. hun så op på de omkringværene, smilte til dem, som om alt var i skønneste orden.

[harodin]

veneur rodede lidt i sit hår og sagde " du fprstår bare ikek at have respekt overfor frygten og bekymringen" han iggede på hende

[Leizha]

"nej" sagde Leizha ærligt med det samme, og grinte lidt.. så klog igen var hun helle rikke når hun ikke gad være det.. hun bestemte selv hvad slags ting hun var kloge på.

[harodin]

"nå ok," sagde han rolgit til hende. Han tog så endnu et kirsebær og skulle til at spise det.