Beautiful day by the lake

[Miraku Kuran]

Miraku sukkede tungt og lod kuplen udvide sig så hun kunne stå op og hun begyndte at gå ind mod bredden. hun havde stadig det tomme udtryk i øjnene men kunne sagtens forstå hvad Mihara havde sagt

[Mihara]

Mihara så ikke ud over søen, hun så ind imod skoven, var det dumt det hun havde sagt, kunne hun have gjort kvinden vred, det håbede hun virkelig ikke, hun ville ikke blive uvenner med hende, også selvom hun ikke havde kendt hende længe.

[Miraku Kuran]

Miraku kom stille op af vandet ganske lydløst og så på Mihara. hun gik om bag hende og sagde "det du siger er rigtigt nok... det bliver bare værre hvis jeg holder det for mig selv..." hun sagde dog ikke mere og ventede bare på hvilken reaktion hun ville ende med at se

[Mihara]

Mihara fik et lille chok, da hun ikke havde hørt nogen komme nær hende, hun rejste sig forskrækket op. "Undskyld" sagde hun med en skræmt stemme. "ville ikke belære dem" sagde hun og så med et bange blik på hende.

[Miraku Kuran]

Miraku så på Mihara og sagde "du har ingen grund til at være bange for mig.. du har ikke gjort noget som har gjort mig vred eller på anden måde ønske dig død... du har bare mindet mig om noget vigtigt" hun så på den unge nymfe og havde stadig det tomme blik men der var lidt mere liv i dem nu end der var før

[Mihara]

Hun sank kort en klump og nikkede så til hende "det er jeg så glad for" sagde hun med en lidt mere rolig stemme, men hun var stadig lidt skræmt. "men hvorfor virker du så tom i det, sådan kan ingen da være" sagde hun roligt og kiggede lidt på Miraku.

[Miraku Kuran]

Miraku svarede kort "sorg..." og så ud over søen igen. hun havde ikke planer om at sige hvad der angede hende da det som gjorde ikke var vellidt af folk generalt

[Mihara]

"Miraku, du har vist ikke løst til at tale om det" sagde hun roligt og så ud over søen. "det gør intet, det er jo din egen beslutning, jeg vil ikke blande mig så, men sørg heller for at få talt med en som du kender godt om det" sagde hun og smilte svagt til hende.

[Miraku Kuran]

Miraku svarede ikke og ikke fordi hun ikke havde hørt det men fordi hun ikke havde noget at sige. hun vidste at Mihara havde ret i det hun sagde

[Mihara]

Mihara rejste sig op og kiggede rundt på breden, hun så en sten som hun gik hen og satte sig ved, hvor efter hun begyndte at nynne, andet havde hun ikke at lave lige nu, da kvinden ikke virkede som om hun ville snakke.

[Miraku Kuran]

Miraku blev stående og tog sig ikke af at Mihara gik væk derfra og satte sig til at nynne på en sten. hun var ligeglad da hun prøvede at finde ud af hvordan hun skulle kunne fortælle om sin sorg uden at folk ville finde ud af at hun elskede en anden kvinde da folk jo ikke så alt for godt på det med kærlighed mellem to af samme køn

[Mihara]

Mihara nød vinden som kom fra søen, hendes hår flagrede i vinden. Hun lagde sig ned på stenen og så op på himlen, den var stadig klar og lys, som om der ingen tid var gået, selvom der nu var.

[Miraku Kuran]

Miraku sukkede tungt men var bleve i et bedre humør end før selvom det ikke så sådan ud. hun nød vinden mod sin hud men ikke så meget som hun plejede

[Mihara]

Mihara kunne godt høre at kvinden sukkede, men tog sig ikke af det, da hun ikke ville sige noget til hende lige foreløbig, da hun virkede så fjern og det brød Mihara sig nu ikke om.

[Miraku Kuran]

Miraku blev siddende i sine egne tanker uden at røre sig eller sige mere lige nu