Stilheden

[kaman]

Kaman så fortsat ned i jorden.

[Izumi No Okuni]

Izumi kikkede på ham og spurgte så "er der noget galt Kaman-san?" hun håbede bare ikke at han var blevet for såret.

[kaman]

Kaman rejste sig op, han kiggede fortsat ned i jorden, "Jeg syntes du burde gå nu" sagde han hurtigt hvorefter en tåre dryppede ned fra hans hoved.

[Izumi No Okuni]

hun betragtede ham og sagde så "jeg undskylder vis jeg har fornærmet dig eller såret dig med min holdning, vis det er det der er sket undskylder jeg" hun lod sig falde ned på knæ og placerede panden på jorden og bukkede undskyldende og håbede at hun ikke havde såret kaman for meget.

[kaman]

Kaman så ned på hende, "Ikke at jeg bryder mig om det, men min ære byder mig at tilgive dem der beder om forladelse, du er hermed tilgivet" sagde han stille og kiggede på hende, "Rejs dig, jeg kan ikke klare at se dig ligge ned og bede" sagde han sammenbidt.

[Izumi No Okuni]

hun rejste sig op og sagde så "jeg forstår ikke ære, og derfor er jeg ligeglad med den, det er min fejl og last, og det vil nok ikke ændre sig" hun bukkede bare og vendte ryggen til ham og gik over til stenene og samlede rustningen op og tog den på, efter lidt baksen, der efter tog hun koggert og hang det over ryggen og satte katanaen tilbage i skærfet og tog så sin bue.

[kaman]

Kaman så efter hende. Han havde stadig en tåre i øjet, han tørte den væk og så på den. Han kiggede vredt på den og smed den vredt væk, inden han vendte sig hen mod sit træ.

[Izumi No Okuni]

Hun sagde så "men jeg vil gå som du bad mig om, men det er vel ok vis du ikke kan klare at nogen tænker mere nyt og anderledes" dog gik hun ikke da hun havde noget at ordne her ved søen, hun gik ned til søen og fyldte en vand flaske og bad så en stille bøn til søens ånder og blev ved med det et stykke tid.

[kaman]

Kaman vendte sig hurtigt mod hende, "Tro ikke at jeg kan klare at andre tænker anderledes end mig, men jeg kan ike klare at man kritisere værdier der burde holdes i hævd genem alle de årtusinder" sagde han vredt mod hende.

[Izumi No Okuni]

Hun rejste sig op og sagde så vredt "jeg skider på den ære som for folk til at kaste sig i døden uden anden grund, jeg er ligeglad med den ære som kommer med ægteskab, ære er ikke vigtigt i den verden som kommer, jeg har set en musket dræbe en samurai før denne kom tæt nok på, med de nye våben...er ære unødvendigt i kamp, og de få som virkelig har ære ja der er kun få som holder æren i højt nu" hun kunne ikke klare ham lige nu og hans holdning og sagde så roligt "det er min holdning, jeg klare mig fint uden æren, jeg har ikke brug for den" hun betragtede ham bare og ventede.

[kaman]

Kaman så på hende og brød så en latter op, "Det er altid godt med en lille diskution" sagde han grinende og satte sig ned.

[Izumi No Okuni]

hun kunne også se det sjove i dette og sagde så grinnene "du fik mig til at lyde som et fjols...men mærk dig mine ord...jeg mente hvert et ord" hun satte sig på knæene og betragtede ham bare smilende da hun ikke duede til at være sur i længden og hun sagde så "dit vredes udbrud spolerede min bøn" hun smilte stadig og sagde ikke mere.

[kaman]

Kaman så på hende, "Det er jeg ked af" sagde han blot og kiggede på hende.

[Izumi No Okuni]

hun smilte og sagde så "gør intet kaman-san ikke spor" hun smilte bare roligt og betragtede ham med et ganske normalt blik.

[kaman]

Kaman så mod hende, "Det er dejligt at høre, har du nogen idé til hvad vi kan lave?" spurgte han hende med et smil.