første gang på shikoku

[ayane]

det var en tidelig morgen ved shikokus kyst der hang en lettere tæt tåge over kyst området, og der var helt stille kun fuglene fløj og sang, men vis man kikkede lidt ud over vandet kunne man se masterne fra et erupærisk skib som lå for anker, der var kun en mærkelig ting med det, da det ikke bar portugisisk flag men mere et flag med kanji på, og lige pludselig kunne man høre lyden af åre i vandet, og lyden kom tættere på og så hørtes lyden af en eller to jollers bund som skrabede imod stranden og der efter tale, japansk tale.

[Miraku Kuran]

Miraku gik roligt langs stranden i en snehvid kimono med blå is krystaller broderet på ved kraven håndledende og fødder ne og nød den dejligt kolde luft som var der idag. hun havde ikke altid sådan en god oplevelse af en morgen da de sagtens kunne være utroligt varme men en morgen med tåge var en dejlig ting for hende da der var masser af fugt i luften som hun nemt kunne bruge til at forsvare sig med. hun hørte japanske stemmer og gik roligt nærmere

[ayane]

efter at bådende havde ramt kysten steg Ayane straks i land hun gik i en samurai kimono som så yderst slidt ud og den havde også flænger som fra kamp, hun kikkede sig kort omkring og gik lidt ind imod land og bag hende lå der nærmest fem joller og to langbåde og bag hende gik flere mænd i land, alle så de lige så lasede ud som hende dog havde mange taget erupærisk sømands tøj på, og næsten alle sammen havde musketer og pistoler ud over deres wakashis dog var der også nogle samuraier, de gik selvfølgelig med deres katanaer, ayane havde selvfølgelig sin katana, og sin pistol gemt på sig, hun stoppede op og sukkede svagt.

[Miraku Kuran]

Miraku gik roligt videre uden at tage sig af at der var mange folk med våben. hun lod som om hun ikke havde opdaget dem for at se hvad de ville gøre ved det

[ayane]

en af mændene opdagede kvinden og løb hen til ayane og fortalte det til hende hun vendte sig om og betragtede kvinden og sagde noget til sine folk og dem med musketer trykkede slaghammeren tilbage på deres musketer men ellers gjorde de ikke andet, men det var helt klart at de vidste at kvinden var der, Ayane betragtede kvinden og gjorde ellers ikke andet.

[Miraku Kuran]

Miraku gik blot roligt videre selvom hun hørte de gjorde deres musketer klar til skud. hun forvandlede bare fugten i løbene til is så kuglen umuligt kunne komme ud og det kunne ikke ses. hun kom tættere på og sagde roligt "goddag" uden at tage sig af de bevæbnede mænd

[ayane]

Ayane betragtede kvinden og smilte svagt og bukkede kort og sagde bare "godmorgen frøken" hun kunne mærke at dette var en dæmon, en is dæmon og sagde så til sine mænd "smid musketerne, de er nok alligevel ubrugelige lige nu, tag i stedet reserverne" mændene gjorde som de fik besked på og da de std tæt på bådende tog de alle sammen aflange stofposer, og man kunne nemt gætte hvad der var der i, og da de lagde tørt ville der umuligt være fugt i disse, dog kunne de stadig klargøres og det gjorde mændene så, til dette sagde hun til kvinden "undskyld denne vagtsomhed frøken, men jeg stoler ikke på dæmoner ej hellere fremmede" hun smilte bare svagt og betragtede kvinden igen.

[Miraku Kuran]

Miraku smilede stadig og sagde "siden de ved hvad jeg er ser jeg ingen grund til at spille meneske men jeg vil dog råde jer til at lægge jeres våben ned da jeg ikke bryder mig om skydere og jeg vil meget nødigt ødelægge så dyre våben men gør det om nødvendigt" hun smilede stadig men hun mente hvert et ord. hun havde levet længe og vidste at fugt hurtigt kom frem alle steder og hun kunne uden problemer lade hele flokken fryse til isklumper hvis hun ville

[ayane]

Ayane svarede bare "selvom vi ville ligge våbnene fra os gør vi det ikke, da vi desvære ved at vi ikke er på venlig jord og vi har ingen planer om at blive her, vi skal bare skaffe vand og mad så er vi væk igen" vis man så på hende og på mændene kunne man se at de heller ikke var nogen trussel da de var udsulttede og derved svage, ayane var vant til at kæmpe imod mange former for fjender og der under isdæmoner, og naturen, der for var de stofposser som gæverne var i vandtætte, det var en kunst som Oda klanen havde opfundet, og dem havde hun jo tjent under.

[Miraku Kuran]

Miraku grinede lidt og sagde stadig venligt "vis i går sammen med mig sker der jer intet men gå i med våben kommer i ikke langt i den tilstand. i vil blive fanget hurtigt og effektivt" hun havde ingen intentioner om at gøre flokken noget og kun uskadeligøre deres våben. hun tilføjede "og prøv ikke engang på at få mig til at makke ret med vold for jeg har masser af vand omkring mig at bruge" hun smilede stadig venligt og vidste at selv om de havde haft deres våben indpakket vandtæt så hjalp det stadig ikke synderligt når der var så meget fugt som nu da den brød ind over alt. hun lod for sjov skydemekanismen fryse til for at demonstrere det

[ayane]

Ayane smilte svagt og sagde så "vi har ingen planer om at tvinge dig til noget, og vil du venligst stoppe med at gøre de ting ved våbnene, vel hader du skyde våben, men du ved også hvor meget de koster, og da vi ikke kommer som fjender, og vis du ødelægger mine våben, vil jeg kræve den sum penge som samtlige våben er værd" ifølge lov kunne hun nemt gøre det og kvinden kunne ikke sige noget til det dog sagde hun så "men jeg tror ikke at du få samuraierne til at ligge deres våben, og ej heller mig" dog gav hun sine mænd ordre til at ligge våbnene på nær tyve af dem og sagde så "vi følger efter dig frøken, da jeg næppe tror at vi har andet valg" med de ord smilte hun svagt.

[Miraku Kuran]

Miraku grinede igen og sagde "indtil videre er det kun tid som det vil koste mig at betale de våben" hune tilføjede "jeg havde heller ikke tænkt mig at bede samuraier at ligge deres sværd af den grund at jeg er klar over hvordan de har det med deres sværd" hun begyndte at gå roligt igennem tågen og ledte roligt dem som fulgte hende hen til en kilde men hun gjorde det klart at de skulle være lydløse og kort efter kom en sø til syne hvor de kunne få vand og der var masser af dyr som de kunne få som proviant. hun frøs dyrene fast til jorden så der var nok til alle på skibet og ventede blot på at de samlede alt de havde brug for

[ayane]

Ayane fulgte efter sammen med en masse af sine mænd og de havde tønder og lignene ting med og også salt der efter gav hun ordrer til mændene med tønderne at fylde dem med vand og der efter gav hun nogen ordrer til at dræbe nogle af dyrene og der efter partere dem og der efter dybbede de dem i salt, og mens det skete gik hun over til kvinden og sagde så "jeg burde vel takke dem, hvad er deres navn?" hun burde lige vide det da hun ikke brød sig om at være så uformel.

[Miraku Kuran]

Miraku smilede og slap de dyr der ikke blev dræbt løs igen og så dem løbe for livet selvom de ikke længere behøvede det. hun sagde venligt "jeg er Miraku Kuran" hun smilede stadig

[ayane]

da Ayane hørte det navn bukkede hun og sagde så "mig en stor glæde og ære at møde dem Kuran-san, mit navn er Ayane Tsugaru" hun betragtede der efter sine mænd mens de arbejdede og mumlede svagt "må til at finde noget nyt tøj til dem og mig".