Pesonen som Budda forbandede og velsignede.

[harodin]

Harodin kom Gående i i templet. Han kunen se at dte var ved at være efter middag og vinden blæste, mens solen skinnede. Harodin kom gående ind. Han bøjede for statuen af budda (staves.) Han satte sig så foran statuen af budda og begyndte at meditere. Han havde gjort meget slemt, og søgte en måde at gøre det godt på. Han sad bare der og meditererede foran buuda. Han tænkte også *Budda, du gav mig forbandelsen, ved at ingen af dem jeg kender fra min race, vil kendes ved mig, men du gav mig velsignelsen i form af drømmen*

[Miraku Kuran]

Miraku kom gående roligt ind i templet iført en pæn hvid kimono med sorte striber formet som roser. hun havde sit hår sat op i en knold i nakken. hun så sig omkring i templet men man kunne tydeligt se at blikket var tomt og ingen livsglæde havde lige nu. hun tønkte på Izumi og den skæbne hun havde i vente men samtidig gik hun og havde en hånd mod sin mave hele tiden som for at beskytte noget

[harodin]

Miraku vækkede ham nærmest af sin meditation. Han så på hende, med et roligt blik og tomt blik. Han tnkte ikke på andet end de ting som han kom i tanke ude på slaget

[Miraku Kuran]

Miraku gik bare rundt i templet uden noget egentligt mål og så på hvad der nu var derinde inden hun stoppede ved statuen af budda. hun tog sig ikke af at der var andre til stede og hun var fakisk også ret ligeglad. hun gik i sine egne tanker for tiden

[harodin]

"hvad laver du" sagde han lidt vredt, da hun var lige ved at gå ind i ham. Han så bare på hend. *hvem er hun, Hun er ikek som de normale mennesker, hun er meget mere speciel, det kan man tydelig se*

[Miraku Kuran]

Miraku reagede ved at sende fyren som talte en smule vredt til hende et iskoldt blik. hun gad ikke at folk snakkede til hende på den måde men hun gjorde ikke andet heldigvis havde hun stadig selvkontrol

[harodin]

Så tilbage på hende med det samme blik som ovendt. Han sgade rolgit "du ser dig ikke for og afbryder mig midt i nået og du bliver sur, det er mig som kan være en smule sur"

[Miraku Kuran]

Miraku svarede iskoldt men roligt "ville du ikke også blive i dårligt humør hvis nogen snakkede til dig på den måde?" hun ville gå hvis det endte med at de snakkede vredt til hinanden for hun ville ikke ende med at skænde et tempel ved at forsøge at slå fyren ihjel pludseligt hvis hun endte med at miste selvkontrollen

[harodin]

"jo selvfølgelig. Dette er jo også halvt min fejl, men stadig væk, man skal jo se sig for, og jeg vil ikek skænde templet, ved at gøre nået dumt" sagde han roligt. Han så på hende. Han så så op på buddaen igen.

[Miraku Kuran]

Miraku nikkede bare til svar da hun var enig. hun vidste at de begge havde været skyld i det så der var ikke mere at sige i den sag. hun stod dog bare op og så på Budda i en stille bøn

[harodin]

Harodin rejste sig så op af igen. Han så på buddaen og tænkte en tanke. Han begyndte så at gå igen. Han havde ikke mere at lave her, med mindre Hun ville tale med ham.

[Miraku Kuran]

Miraku blev stående ved satuen af budda og forsatte sin stille bøn. hun var ligeglad med om der skete noget og ellers ville hun jo nok bare tage sig af det hvis det skete

[harodin]

Harodin, bukkede sig så for buddaen og fro Miraku. Han tænkte *må få mig et andet arbejde, men hvilket et og for hvem, og hvad*

[Miraku Kuran]

Miraku bukkede let for statuen og Harodin og begyndte stille at gå sin vej igen. hun havde et skiftende humør for tiden men det var ikke til at se eller føle på hende lige nu

[harodin]

Harodin begyndte også at gå. Han fandt nu ud af hvilket job han kunne dtage *måske kan jeg bruge mine kreative færdigheder, til at være en bard* tænkte han, mens han gik. Han havde jo fuglen som inspiriration.